Sider

fredag den 28. november 2025

Maj Wismann - Men hvorfor? De skjulte og (ofte) oversete konsekvenser af UTROSKAB (del 2)

Forsiden af del 2 af Maj Wismanns bog Men hvorfor?

Maj Wismann
har gjort det, vi var mange, der håbede på, nemlig skrevet del to med titlen Men hvorfor? De skjulte og (ofte) oversete konsekvenser af UTROSKAB. Du kan læse min oprindelige anmeldelse af første del med titlen Men hvorfor? Fortællinger fra de utro og fakta om utroskab ved at klikke på titlen. Begge bøger er udgivet af forlaget Dreamlitt. Første del har fået et facelift i starten af 2025 efter den oprindelige blev udgivet for godt fem år siden.

Hvad handler del to så om? Du får i tre dele først en definition af utroskab, hvad konsekvenserne af utroskab blandt andet kan være, og så en masse om hvad du kan gøre efter tillidsbruddet. Bogen afsluttes med en del som bringer ressourcer til hvad du kan gøre, når skaden er sket.

Det skal siges med det samme: emnet er svært. Det går helt i bund i forhold til noget af det vigtigste i et parforhold, nemlig sårbarheden og tilliden mellem to mennesker. Bogen KAN læses fra ende til anden, men jeg gætter på, mange vil tage små pauser mens eftertanken fra de enkelte cases 'fordøjes'.

Jeg er DYBT imponeret over mange dele af bogen, og blev især klogere på tilknytningsmønstre - tryg, utryg og desorganiseret - fordi det giver SÅ meget mening, når de første to dele er læst.

Mange læsere vil undervejs tænke "hvorfor blev han/hun i den konkrete situation?", men det skønne ligger netop i den STYRKE som par har fundet i at arbejde sig igennem utroskaben. De er blevet styrket af processen. For mange af os andre ville et 'clean cut' have været én løsning, men det er bestemt ikke det klogeste, og det bliver vi klar over ved at læse bogen.

Alle cases indeholder guld. Dog var min absolutte favorit på både forargelses- OG undringsskalaen beretningen om hustruen hvis mand tog med gamle efterskolevenner på sportstur til udlandet. Virkeligheden er ofte endnu mere underlig end fiktionens verden, og når du læser denne case startende på side 186, er jeg helt sikker på, du også vil kunne nikke genkendende til hustruens afsluttende sætninger.

Hvorfor nævner jeg dette? Det gør jeg, fordi en vigtig pointe med bogen er, at den ER relevant for alle. Den er faglig velfunderet, og glimrer ved forfatterens evne til at forklare selv komplekse sammenhænge på helt almindelig dansk. Det er jeg en kæmpe fan af.

Bogen skal naturligvis have de fulde seks stjerner ud af seks mulige for den velskrevne form, den indlevende stil, og den geniale måde at skabe det rum vi alle havde brug for til at beskrive præcis hvor alvorlige konsekvenserne af utroskab kan være. Alle bliver hjulpet af denne bog, og det uanset om du selv har været ramt eller kender familie eller venner som har været ramt.

Læs mere om, og køb del 2 herfra: https://www.saxo.com/dk/men-hvorfor-del-2_bog_9788793327290 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar