Sider

søndag den 16. august 2026

Carsten Jensen - Valgflæsk

Forsiden af Valgflæsk skrevet af Carsten Jensen

Når Carsten Jensen, som professor i statskundskab, skriver en bog som Valgflæsk, der er udgivet på DJØF Forlag, skulle man tro, man ville få en guldgrube af viden om valgløfter.

For bogen koncentrerer sig ALENE om valgløfter, og ikke alt det andet, man som borger også forbinder med valgflæsk!

I bogen samles delvis indfriede løfter med de indfriede, hvorimod de ikke-indfriede står alene, selvom man i enhver anden statistisk sammenhæng, nok ville tage sig en smule lille af gråtonerne i midterzonen frem for at begå det jeg - undskyld mit frisprog - vil kalde lidt af et matematisk krumspring for at få det til at se ud som om, løfter generelt indfries.

Selv i afsnittet om mediernes rolle tales der meget om det negative bias mod politikerne, ligesom der gøres en dyd ud af at påstå, at borgerne/vælgerne kun husker få af de løfter, politikerne har afgivet. Det har flere årsager, herunder, at det ikke længere er særlig populært at 'nørde' ud i politik, og hvis man endelig selv insisterer på, at venner eller familiemedlemmer bliver en smule mere tydelige i deres til tider temmelig overfladiske analyser, så ender man hurtigt med at være den, der skaber en 'dårlig stemning'. Det er den dovne demokrats argument, og de gamle grækere ville for længst have anholdt denne måde at debattere på.

Traditionen for at debattere seriøst er væk i store dele af vores samfund, og det giver god grobund for populismen og dens patentløsninger, hvor alt, der kan formuleres som en oneliner bliver visdom.

Når det gælder politikernes troværdighed, så kan man ikke skrive en bog om valgflæsk uden samtidig at inddrage partihoppere, og det naturstridige i, at man - hvis man melder sig ind i et politisk parti - på stor stræk skal indordne sig en partidisciplin. Grundlovens krav om, at en politiker bør stemme i henhold til SIN samvittighed, og ikke sit partis BØR være en del af en større analyse.

Når man hører politikere tale, siger de nærmest på forhånd, at man på grund af 'mandaternes logik' ikke kan få alt, så LYSTEN til at kæmpe for sine løfter halter nærmest på forhånd. Denne vigtige del nævnes ikke, selvom både selektions- og sanktionsfunktionerne beskrives indgående og godt. 

På de cirka 70 sider er der en del lyspunkter, men jeg kan ikke medgive bogen mere end tre ud af seks stjerner, fordi det ville være at gå på kompromis med de forventninger, vi alle har til en bog, vi køber fra DJØF. Forlag For min egen del bliver det både første og sidste bog, jeg læser - medmindre jeg låner den på biblioteket...

Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/valgflaesk-loefter-og-loeftebrud-i-moderne-politik_bog_9788757467031 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar