Per Nørbo har med bogen Sansestærk - Den nye tids mand givet en bog, som kan hjælpe sansestærke mænd til at finde deres ressourcer midt i en machokultur, som ikke matcher deres indre egenskaber.
Det er en yderst velskrevet bog, og faste læsere af denne blog med boganmeldelser vil huske, at jeg allerede har anmeldt fire bøger af Ilse Sand, som netop også beskæftiger sig med særligt sensitive mennesker.
Med bogen Sansestærk - Den nye tids mand har forfatteren givet mænd en bog, som specifikt fokuserer på deres situation. Bogen kan med fordel også læses af folk, som samarbejder med sansestærke mænd, for de kan derved få en langt større forståelse for, hvorfor nogle mænd reagerer anderledes på de ydre påvirkninger de møder.
Bogen er inddelt i 12 kapitler, som både kan bruges som opslagsværk til de målrettede værktøjer undervejs (eller efter endt læsning), og ligeledes vil kapitel 9 om de nære relationer være vigtig læsning for venner samt partnere til disse mænd.
Det er en yderst livsbekræftende bog, som vælger at se på egenskaben som en ressource frem for en udfordring, og med de konkrete værktøjer kan man tilgodese alle personer i en virksomhed, så bogen burde være pligtlæsning for alle, som arbejder med HR-udvikling.
Jeg medgiver naturligvis bogen de fulde seks stjerner for sin positive vinkel, som løfter læseren fra tanken om, at 'det normale' skulle være det rigtige frem til et mere nuanceret billede af, at der er brug for alle i den nye tidsalder, hvor der er mangel på det, sansestærke mænd kan byde ind med.
Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/sansestaerk-den-nye-tids-mand_per-noerbo_paperback_9788797331705

Ingen kommentarer:
Send en kommentar