Søren Schultz Hansen har med sin bog Unge stemmer i det digitale demokrati ramt lige ned i der hvor krisen kradser for demokratiet her i landet.
Denne bog burde være pligtlæsning for alle politikere og ansatte i partiorganisationer, for den gør læseren klogere på, hvorfor der opstår en kløft i valgdeltagelsen mellem førstegangsvælgeren og den senere adfærd, når de politiske håb slukkes, og politikerleden sætter ind. Bogen afslører hvor forskellige forventningerne er set i forhold til indfrielsen, når politikere, som får vist tillid via en stemme, bagefter 'misbruger' den i samme vælgers øjne.
Det handler om, at forvalte den tillid anstændigt, og når en politiker går på de sociale medier, skal pågældende være opmærksom på, at det ikke kun handler om, at overføre traditionelle budskaber til en digital verden. Det handler i mindst lige så høj grad om interaktionen med sine følgere. Sagt lidt populært, har vi to ører og en mund, men det virker til tider som om politikerne aldrig lytter, men altid taler...
Der er mange fordomme om de unge i forhold til landets demokrati, men forfatteren formår at buste samtlige myter på særdeles kvalificeret vis, og det er derfor en fornøjelse at læse denne bog, fordi ansvaret placeres lige der, hvor det hører hjemme - nemlig hos politikerne, der misbruger de moderne medier som om de kun var kanaler til enetale, hvor den langt mere effektive strategi naturligvis ville være, at lytte og tage action på den viden, der opnås ved at lytte og lære af de unge mennesker, som bringer visioner med til bordet i den måde de møder vores demokrati på.
Jeg nød virkelig læsningen af denne bog, og medgiver den de fulde seks stjerner, fordi du som læser ikke kan undgå, at blive klogere på, hvordan tingene burde gøres, hvis demokratiet både skal fornys og moderniseres på en måde, så alle føler sig anerkendt i samfundet som individer, der rent faktisk gerne vil det fælles bedste for alle. Bogen er samtidig et godt indspark i debatten, fordi den undervejs giver mange 'aha'-oplevelser som ikke kan undgå at inspirere læseren til handling.
Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/unge-stemmer-i-det-digitale-demokrati_soeren-schulzt-hansen_haeftet_9788757446661

Ingen kommentarer:
Send en kommentar