fredag den 11. september 2020

Lars Løkke Rasmussen - Om de fleste og det meste


Her et år efter samtalebogen af Kirsten Jacobsen har Lars Løkke Rasmussen skrevet sin egen bog med titlen Om de fleste og det meste. Det er en bog med langt større dybde end de anmeldelser jeg nåede at læse, da bogen lige var blevet udgivet.

Jeg valgte, at give Lars en fair chance for at forklare sig, ved at læse hele bogen, som jeg altid gør med de bøger, jeg anmelder. Det er jeg meget glad for, jeg gjorde, for det blev hurtigt evident, at mange kun har refereret det, vi kendte i forvejen via medierne.

Bogen er så meget dybere, og alle anekdoterne fra ture til Grønland, Færøerne, mødet med Solruns forældre i hans unge dage, det at blive far, og alle de andre historier er nogle du som læser bestemt ikke vil være foruden.

I medierne kan Lars godt fremstå som et magtmenneske, som gør hvad som helst for at holde på magten. Men når man læser bogen, får vi indblik i hans liberale tanker undervejs - selv når magten kræver, at der tælles til 90. Den Lars Løkke vi møder i seneste valgkamp er den liberale mand, der har genfundet sine liberale rødder, og som nu er parat til at styre landet ud fra en bredere palet end den 'rene' blå blok, som i hans sidste statsministerperiode har skabt så meget uro, at pladsen ved roret er blevet ulidelig.

Det er på mange måder en bog, som leverer et budskab som sikkert har fået bl.a. DFs formand, Kristian Thulesen Dahl til at få morgenkryderen galt i halsen, men opgøret var nødvendigt, for der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor det at gennemføre andres politik bliver for meget. I bogen leveres en meget rosende beskrivelse af Søren Pinds talenter, og man er undervejs rigtig godt underholdt af, at læse med mens årtiers politisk karriere opridses, mens det tydeliggøres, at den unge VU'er nok er blevet ældre, men han har bestemt ikke glemt sit liberale grundsyn.

Hvis alle havde læst bogen, og bemærket de væsentlige pointer undervejs, så er denne bog ikke et farvel, men derimod den varme beretning om en mand, som genfandt energien når han var allermest tynget af de nødvendige beslutninger undervejs i regeringsperioderne.

Bogen fortjener naturligvis de fulde seks stjerner, og jeg glæder mig allerede til næste gang, Lars Løkke Rasmussen får lyst til at sætte sig ved tastaturet. For NÅR han en dag har gjort op med sig selv, hvordan han vil sparke døren ind, så er han i hvert fald aldrig kun en ligegyldig parentes. Han kan sit politiske håndværk, og det burde vække respekt hos alle, der kender det politiske spil. Denne gang spillede han ikke sikkert, og ingen ved held hvilken hånd han stiller op med næste gang han sætter sig for at spille det politiske spil...

Tak, Lars, for en rigtig god læseoplevelse.

Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/om-de-fleste-og-det-meste_lars-loekke-rasmussen_haeftet_9788740062281

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar