tirsdag den 28. juli 2020

Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen - For enhver pris

De politiske kommentatorer Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har med bogen For enhver pris givet et godt overblik over Lars Løkke Rasmussens tid som statsminister.

Der er stor forskel på at læse almindelige nyhedshistorier om de politiske aktiviteter online eller se det på tv, og så pludselig få dem serveret i bogform. Jeg havde købt denne titel som lydbog i september 2019, men det var først søndag - på en dag der startede rigtig gråt og regnfuldt - at jeg fik afspillet lydbogen. Det kan godt ærgre mig, for både Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har her lavet noget af et pletskud.

Mange af de interne rævekager og skænderier har været skjult i større eller mindre grad, så det samlede format gav virkelig en ekstra dimension. Her skal det nævnes, at det netop er den store erfaring begge har inden for det politiske arbejde (og deres store netværk til tjek af informationer), der gør, at indholdet er værd at læse eller lytte til.

Denne bog handler ikke om man er for eller imod Løkke som statsminister. Den fortæller til gengæld om alt det mange overser, fordi de kun ser det politiske arbejde ud fra enkeltsager, og dermed aldrig får samlet alle trådene. Dette er en bog som fortæller mindst lige så meget om de andre politikere i den blå blok.

Nogle af de kompromiser, som politikere begik for at få en ministerpost, er toppet af en Lars Løkke Rasmussen, som talte med to tunger. Indadtil utilfreds med prisen for at regere, som altid var stramninger på udlændingeområdet, og udadtil bakkende op om en retorik, som på alle måder er uklædelig for en borgerlig politiker. På det plan blev det et spørgsmål om, at holde fast ved magten 'for enhver pris'...

Bogen får naturligvis de fulde seks stjerner ud af seks mulige.

Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/for-enhver-pris_henrik-qvortrup-lars-trier-mogensen_haeftet_9788771806793

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar