tirsdag den 30. april 2019

Birgithe Bjerre Holse - Ord for ord mod lyset

Birgithe Bjerre Holse har med digtsamlingen Ord for ord mod lyset givet os læsere et unikt indblik i depressionen samt forfatterens rejse både i, men også væk fra depressionens favntag.

Jeg kan rigtig godt lide opbygningen af denne digtsamling, for undervejs får vi små beretninger, som både fortæller lidt kontekst for digtet, men også de tanker, som netop prægede verdensbilledet da dette blev skrevet.

Det giver et samlet hele, som løfter værket over andre digtsamlinger, fordi kombinationen også giver et indtryk af, hvor sej Birgithe har været i sin rejse. Da hun skrev digtsamlingen håbede hun, den ville skabe en større forståelse for depression som sygdom - og det håber jeg så afgjort sker.

Som hun indleder med at skrive, tror vi altid det kun sker for naboen, men når eller hvis vi selv rammer enten depression eller stress, så er det den slags bøger, som kan inspirere til kampen ud af sygdommene.

Fem store stjerner ud af seks mulige herfra. Selvom nogle vil synes det er genialt med hvid skrift på sort baggrund, så fortjener beskrivelserne rent faktisk den almindelige farve (sorte bogstaver på hvid baggrund), da det andet anstrenger øjnene. Men dette er kun en detalje, som jeg formoder må tilskrives, at forlaget næppe har været opmærksom på dette da bogen blev trykt.

Læs mere om, og køb bogen herfra: https://www.saxo.com/dk/ord-for-ord-mod-lyset_birgithe-bjerre-holse_haeftet_9788797113509

Ingen kommentarer:

Send en kommentar