fredag den 9. december 2016

Julia Lahme - Sandheder fra en løgner

Julia Lahme har leveret en meget åben og ærlig beretning i Sandheder fra en løgner. Lydbogen er indlæst af forfatteren selv, og det gør bogen meget autentisk. Man kan mærke, at dette ER hjerteblod for hende. Alle erfaringerne deles i små tydelige sandheder.
Julia har været der. Hun har oplevet alle disse ting vi fortæller os selv, og hun bryder gennem løgnene med en klarhed og tydelighed, som er så fantastisk livsbekræftende. Hun deler sin livserfaring med anekdoter som bekræfter alt det vi andre kun tænker, men sjældent tør sige højt.

Alt lige fra overspringshandlinger til seksualitet. Både store og små sandheder får et liv, som giver læseren en hyggestund i hendes selskab mens hun erfarent kaster sine inderste tanker frem foran læseren.

En forfatter skriver sig gennem såvel problemer som udfordringer. En god forfatter erkender også, at tingene tager tid. Problemer er ikke løst bare ved at vi får sat ord på, men de er begyndelsen på en rejse. En rejse vi alle må tage.

Bogen fortjener de fulde seks stjerner ud af seks mulige for den perfekte oplevelse, og også her kunne det være en værdig kandidat til årets mandelgave, hvis du virkelig vil give dine gæster muligheden for en livsforandrende bog.

Læs mere om lydbogen og køb den herfra: https://www.saxo.com/dk/sandheder-fra-en-loegner_julia-lahme_lydbog-download_9788702104400

Ingen kommentarer:

Send en kommentar