lørdag den 16. juli 2016

Bine Herold - Trangen til eksistens

Bine Herold har leveret en spændende roman med titlen Trangen til eksistens, som på mange måder kunne handle om os alle på den ene eller den anden måde. Klog på livet har forfatteren skabt noget unikt. Vi får ingen navne, hverken på hovedpersonen, Praktikanten eller venindens lillebror, der kommer ind i hendes liv.
Jeg er vild med bogen, fordi den på mange måder giver læseren - uanset køn - chancen for, at erkende, vi alle er komplekse væsner. Særligt komplekse når det kommer til kærligheden. Kærligheden som burde være enkel, hvis begge havde samme mål, men som hurtigt ender med konflikter baseret på bagagen fra fortiden.

Det er første bog fra forlaget Kahrius, jeg har læst. Her har forlaget virkelig gjort et scoop, for det er en bog, der giver mulighed for personlig udvikling af egne tankespind for dem, som giver sig muligheden for selvindsigt med basis i de oplevelser hovedpersonen gennemgår. Hvis vi tør, for nu at bruge hovedpersonens ord, for stolthed og stædighed kan godt være det, som holder os tilbage fra at tage imod afklaringen og opklaringen.

Seks stjerner ud af seks mulige for den fantastiske bog, som ikke leverer patentløsninger, men som leverer eftertænksomhed og mulighed for tolkning hos den skarpe læser. Absolut læseværdig.

Læs mere om bogen og køb den herfra: https://www.saxo.com/dk/trangen-til-eksistens_bine-herold_haeftet_9788771531282

Ingen kommentarer:

Send en kommentar