søndag den 11. august 2013

Signe Daugbjerg - Maria Købt og solgt

Signe Daugbjerg har med sin første bog fanget sit publikum. Med bogen Maria - Købt og solgt, der er udsolgt fra forlaget, skildrer hun prostitutionsmiljøet og menneskehandel på en måde som burde få selv den hårdeste liberale til at ændre sit syn på prostitution. Det er et hårdt miljø, og kvinderne levnes ikke mange chancer for nogensinde at komme videre, hvilket efterskriftet med en repræsentant fra Reden også bekræfter.

Maria Danielova er hovedpersonen, og hendes liv har bestemt ikke været morsomt. Kastet ind i det tjekkiske institutionssystem fra lille, mobbet og generet af andre børn fordi hun ikke fik regelmæssige besøg, og bagefter mishandlet - også herhjemme - af mænd som ikke engang formåede at vise hende bare en smule værdighed. Deres udløsning var vigtigere end hende...

Hvor bogen er både modbydelig og utroligt livagtigt skrevet, er den samtidig livsbekræftende, for på en måde bekræfter den gennem handlingen, at hun er en stærk kvinde, indtil man i slutningen får sit største chok. Jeg vil overdrage det til læseren at følge handlingen. Da den er udsolgt fra forlaget skal du enten finde den på biblioteket eller købe den brugt via nedenstående link.

Fem store stjerner ud af seks mulige. Ville ønske bogen havde været længere, og man bagefter havde hørt mere om hvad der blev af denne Maria.

Bogen kan stadig købes brugt herfra: http://www.saxo.com/dk/maria-koebt-og-solgt_signe-daugbjerg_haeftet_SX18389193?searchText=.

1 kommentar: